PDC på Skovhavegården i Skovvirke

Date

27 jun 2022 - 08 jul 2022
Expired!

Efter 6 års “pause” er vi klar med endnu et Pemakultur Designkursus (PDC) og denne gang på det sted, vi har arbejdet på at skabe siden sidst… nemlig Permakulturgaarden.dk – Skovvirke v. Svanholm. Begrænset antal pladser, vi udbyder kun ét i 2022 : )

Et udbygget Permakultur Certifikatkursus
Da bogen om Permakultur er opbygget over et PDC (Permaculture Design Course) og gennemgår alle emner et sådan kursus indeholder, udbyder vi nu et et PDC, der tager udgangspunkt i, at bogen er læst. Kurset er fyldt med opgaver, læringslege og workshops.

Kursus på Permakulturgaarden
Undervisningen vil i høj grad foregå rundt omkring på Permakulturgaarden, hvor næsten alle grene af permakultur praktiseres. Altså på skovlandbruget, i skovhaven til selvforsyning og salg, i hønseskoven, i nødde/paw paw plantagen med geder, i den gravefri højbedshave med ænder, ved vores sø med spiselige vandplanter, i vores off-grid halmhus med spildevandsdrivhus, komposttoilet som en del af skovlandbrugets næringsstofkredsløb, gengasgenerator, hybrid solfangere og biogasanlæg (hvis vi når at sætte det op) mv. Vi ser de andre permakulturlandbrug på Skovvirke, der alle på forskellige stadier er i gang med byggeri af lokale naturmaterialer og etablering af skovlandbrug. Vi vil opridse teorier om permakultur og koble dem til praksis.

Ligeledes vil emnet om organisation ses realiseret i permakulturklyngen “Skovvirke” . Enen klynge af seks permakultur landbrug, som vi har fået forhandlet igennem det politiske system, og vi vil gå i dybden med vores nyeste initiativ, som er opstart af en organisation, der skaber økonomiske strukturer, der understøtter permakultur livsstil og virksomheder lokalt og internationalt, se næste nummer af Tidsskrift om Permakultur, der udkommer i januar 2022.

 

Studieture
De systemer, vi ikke selv arbejder med i praksis vil vi se på studieture til udvalgte permakultur steder som Hjortespringgård med kasse salg fra marketgarden og en produktiv parcelhushave, Køge Fælles Jord med tinyhouses og planlagt allédyrkning, holistisk afgræsning på Svanholm samt oplæg om 43 år med konsensusdemokrati på Svanholm mm.

Fra teori til praksis
De konkrete elementer og initiativer sammenholdes hele tiden med permakultur etikken og principperne og de perspektiveres med naturkatastroferne, som de er beskrevet i Bogen om Permakultur, således at du styrkes i at kunne omsætte teori til praksis.

Lav dit eget permakultur design
Du kommer til at lave et permakultur design for et selvvalgt projekt som enten er dit eget sted eller en af de andre kursisters. Her giver vi sparring gennem hele processen.

 

Hvem henvender kurset sig til?
Kurset kan tages af alle uden andre forkundskaber end at Bogen om Permakultur skal være læst, men da kurset i vid udstrækning bygger oven på et PDC-kursus og man ser mange praktiske eksempler, kan det også med udbyttet gennemføres af dig, der har gennemført et PDC-kursus i forvejen.

Kurset er:

  • for dig, der ønsker at få mere videnom, hvordan vi skaber en livstil, et landbrug, en have, et byggeri der modvirker klimaforforandringerne ved at lagre kulstof og som samtidigt genopbygger/regenererer naturressourcerne som f.eks. biodiversitet og grundvand
  • for dig, der vil kunne lave et gennemtænkt permakultur design for din have, for dit landbrug, for dit byggeprojekt
  • for dig, der ønsker et kursus med erfarne undervisere, der praktiserer permakultur

Certifikat kurset
Kurset er et internationalt standardiseret kursus på minimum 72- timer, tilpasset lokale forhold, og giver et permakultur certifikat, der er anerkendt af Permakultur Danmark. Som certifikatholder har du mulighed for ved videre arbejde at få et permakulturdiplom. Kurset strækker sig over 10 dage fra d. 27.juni – 8.juli + en friweekend i midten, der kan bruges til observere det sted der laves permakultur design på, tage hjem eller bare til at lade den nye viden bundfælle sig på naturcampingpladsen i Svanholms skov. Det endelig program udsendes senest nogle uger før kurset.

 

Underviserne
Underviserne er diplomholdere Esben Schultz og Mira Illeris, der begge har mange års erfaring med permakultur i praksis og undervisning. De er bl.a. forfattere til Bogen om Permakultur, har opstartet og redigeret Tidsskrift om Permakultur i 13 år, startet Permakultur klyngen Skovvirke, hvor de har bygget off-grid halmhus og driver Permakulturgaarden.dk. Herudover har de fra 2002- 2011 været initiativtagere til samt deltaget i opbygningen af Den selvforsynende landsby. De er oprindeligt uddannet økologiske landmænd men har siden 2000 udelykkende arbejde med permakultur.

Esben Schultz og Mira Illeris er endvidere aktive i samfundsdebatten gennem kronikker og debat indlæg i Information, radio program i P1 mv. De er Permakultur Danmarks politiske talspersoner.

Priser og faciliteter
Kr. 7500,- (For deltagere på SUkr. 6000,-). Prisen inkluderer et års medlemskab af Permakultur Danmark, støtte til permakultur i U-lande, et eksemplar af Bogen om Permakultur og fuld økologisk kost og overnatning i telt. Der hjælpes til i køkkenet i små hold. Der serveres ikke mad i weekenden.

1500kr fungerer som et depositum og gives ikke retur ved afbud. Ved afbud senere en 20.maj gives intet retur, men billetten kan videresælges.

Book en kursusplads her

Adresse
Svanholm skovhavevej 1
4050 Skibby
Danmark

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookies hjælper os med at levere vores services og hjælpe dig rundt på siden. Ved at klikke acceptér, godkender du vores brug af cookies.
Læs mere i vores persondata og cookiepolitik