Permakulturelle Fremtider
AKTIVISME og PEOPLE CARE gennem fantasi og fortælling!
Vi kombinerer forestillingskraft, permakultur og tidsrejse for at skabe fortællingen om en bedre verden.
Hvordan vil det opleves og føles at bebo en fremtid, hvor permakulturens principper udgør grundlaget for relationer, organisering og produktion?
For at ændre kulturen, og få flere med på permakultur og omstilling, er vi nødt til at kunne svare på det spørgsmål. Derfor er der behov for, at vi sammen forestiller os det, og skaber fortællinger, vi kan sprede. Det er både en form for aktivisme, og samtidig en proces, der dyrker people care, idet vi sam-skaber visioner og håb, fremmer sammenhængskraft, dyrker fællesskabet og giver tiltro til vejen frem.
Frederikke guider en mental rejse ud i fremtiden, hvor permakulturen er grundlaget for al vores organisering. Som deltager er det din opgave – individuelt og sammen med andre – at sætte billeder, lyde, dufte og følelser på oplevelsen af fremtiden.
På sigt kan vi skabe os selv en ledestjerne at styre efter – både i vores eget og fælles arbejde. Og dét giver håb og handlekraft.
Vi deler vores oplevelser og forestillinger om fremtiden, og herigennem vokser det, vi kan forestille os.
Art credit: Jessica Perlstein
Frederikke Oldin
I 10+ år har jeg arbejdet på tværs af miljøbevægelser med at skabe forestillinger om de alternative fremtider, tilgange som Permakultur eller Modvækst gør mulige. Jeg er en rutineret guide af FremtidsRejser, og har bl.a. hjulpet organisationer som Den Grønne Ungdomsbevægelse og the International Degrowth Network med at finde retning og beskrive det alternativ, de arbejder for.
I de senere år har jeg følt tiltrækningen fra Permakulturfællesskabet, og vil gerne udbrede forståelsen af permakultur som en kulturskabende kraft, der leverer et reelt alternativ til status quo.