I 30 år har jeg skabt og levet i og med en stor smuk og frodig have, som jeg anlagde på en bar mark ved et landarbejderhus der oprindeligt tilhørte herregården Moesgaard, syd for Aarhus. Mit incitament for at skabe haven var, at jeg blev mor til en lille søn og pludselig fik jeg en ubændig trang til at vende tilbage til den læring om dyr og planter, som jeg gennem min egen mor fik adgang til som barn på landet i 1960’erne. Jeg ønskede at min søn skulle opleve glæden ved det levende og den rigdom, det er at spise egne sunde madvarer og kende til det liv, som findes lige uden for døren.

Mine mange år med det stykke jord  blev en lang og dyb rejse ind i en verden af liv og sanselighed – intimitet med det levende er den allerbedste læremester. I starten var jeg næsten skamfuld over mit behov og jeg gik meget stille med dørene, mens jeg asede og masede i min have. For på kunstakademiet, hvor jeg var elev, blev der grinet og du blev latterliggjort som en vanvittig sølvpapirshat, hvis du vovede at sige højt, at naturen eller noget andet levende væsen end mennesker, taler til dig. Men som årene gik forstod jeg, i hvor høj grad mit arbejde var vigtigt ikke bare for mig selv personligt – men også som aktivisme og samfundskritik.

Trine inspirerer og åbner rummet for en samtale og undersøgelse af det store kulturelle og politiske potentiale, der også ligger i at arbejde regenerativt med jord, mennesker og dyr.

• Hvordan kan vi forstå os selv og vores arbejde som aktivistisk kulturskabende og -forandrende?
• Hvordan skærper vi vores bevidsthed om, hvor vigtigt dette arbejde i virkeligheden er og hvorfor?
• Kan vi hjælpe hinanden med at stå stærkere og stoltere i vores egen praksis, og kan vi sammen øge presset på beslutningstagerne og hjælpe aktivt til med at bane vejen for meget mere permakultur og meget mere regenerativt arbejde?
  
  

I mine øjne kalder fremtiden på en kulturel og spirituel forandring, og jeg vil gerne understøtte og fremelske netop det!