Mere mad overalt 1
– Hvordan kan vi bruge kunst og permakultur som inspiration til kulturel forandring?
Lad os flytte hverdagslivet ud midt i den mad, vi dyrker, og flytte de spiselige planter ind i vores opholdsrum, så det er nemt at plukke, snitte og putte i munden. Lad madproduktionen være en del af din arbejdsplads, familielivet og hverdags æstetikken og få spiselige gaver hver dag.
Klimapsykologien siger, at mennesket er flokdyr og har større incitament til at omlægge deres liv, når naboerne gør det, end når de hører om klima- og biodiversitetskollaps i nyhederne.
Vi er vigtige omstillingsagenter! Med permakulturens principper kan vi skabe gode eksempler i lille skala, på steder hvor mange kommer forbi – også selvom man ikke er kunstner. Tilbyd at plante på din arbejdsplads, i børneinstitutionen eller på plejehjemmet. Giv frø- og plantegaver. Server retter med flerårige planter til gæster. Skab et rart sted at mødes, hvor din hjemmedyrkede mad er i centrum.
Karin fortæller om projekter i sit arbejde og strategierne bag. Og alle kan byde ind med erfaringer og hjælpe hinanden med gode ideer og råd. Hvis du gerne vil bidrage med et af dine egne projekter til slideshowet & diskussion: send foto af dit projekt til karinlorentzen@hotmail.com
Karin Lorentzen
Billedhugger Karin Lorentzen har gennem de seneste 20 år lavet store værker i det offentlige rum. Erfaringer herfra og fra Permakultur principperne bruger hun til at skabe madlandskaber og opholdsrum med flerårige spiselige planter i kommunale parker, på kirkejord og kunstinstitutioner, og som bidrag til opbygning af lokalsamfundet i et boligsocialt område. Hun fortæller om, hvordan permakulturens principper er gode som guidelines i udviklingen af projekterne.