Mere mad overalt 2
– det gode liv i din have og mave.
Reklamer har overtaget fortællingen om det gode liv. Men hvad er et godt liv? Stress, livsstilssygdomme, ensomhed foran skærm? Permakulturens principper er den underliggende grønne tråd i Karins kunstneriske projekter. Målet er at vække sanserne og øge viden om de geniale sammenhænge, der er i velfungerende økosystemer – både i naturen og i vores maver.
Trine Rytter Andersen bidrager i workshoppen med sin store viden om økosystemets og tarmsystemets vilde sammenhæng og påvirkning af bl.a. livsstilssygdomme, autoimmune sygdomme og dit humør.
Karin fortæller om værker, der på samme tid visualiserer disse emner og lever dem. Smagsoplevelser kan vække sanser og interesse for flerårige spiselige planter. Næring og nydelse er to sider af samme sag. Vi får mere fylde i vores liv, når vores sanser beriges. Æstetik agerer i det skjulte, når vi påvirkes af forbrugs reklamer og venner. Men æstetik er en justerbar størrelse, og den kan påvirkes – fx med hjælp af permakulturens etikker. Karin vil optrevle nogle af vores tids gordiske knuder om det gode liv, så skønheden, meningen og økosystemet igen kan strømme frit gennem os.
Karin Lorentzen
Billedhugger Karin Lorentzen har gennem de seneste 20 år lavet store værker i det offentlige rum. Erfaringer herfra og fra Permakultur principperne bruger hun til at skabe madlandskaber og opholdsrum med flerårige spiselige planter i kommunale parker, på kirkejord og kunstinstitutioner, og som bidrag til opbygning af lokalsamfundet i et boligsocialt område. Hun fortæller om, hvordan permakulturens principper er gode som guidelines i udviklingen af projekterne.