Endnu to uger er fløjet afsted. Jeg går nu halvt igennem den ottende uge som praktikant i PKDK, og jeg begynder for alvor at få en fornemmelse af, hvad permakultur egentlig handler om.
Hvis du har læst mine tidligere indlæg, ved du måske allerede, at jeg trådte ind i både foreningen og permakultur uden særlig meget viden om, hvordan naturens økosystemer fungerer. Som jeg også fik grint lidt af, sammen med Mette sidst vi sås, er jeg vokset op med supermarkeder lige ved hånden. Jeg har aldrig rigtig forholdt mig til, hvornår forskellige afgrøder er i sæson. Jeg har bare købt det, der var billigst og lige foran mig. Som så mange andre nutildags.
Havebrug, landbrug og dyrkning har vist mig så meget mere end jeg nogensinde kunne have forventet. Jeg har ikke bevidst forsøgt at undersøge hvilke planter der bidrager til hinanden rent biologisk – men alligevel har mine små sammenstød med økosystemets funktionærer vist sig at være fantastisk vigtige både for min research, men egentlig også for mig som menneske!
Når mine studiekammerater spørger, hvad jeg laver for tiden, svarer jeg ofte lidt i sjov: “Jeg er blevet landmand!” 👍
Vi griner af det. Men sandheden er, at nogle af mine bedste arbejdsdage har været dem, hvor jeg har haft hænderne i jorden. Hvor jeg har bygget min egen lille altanhave i mit kollektiv i Århus, startet et havefællesskab på mit studie med ambitioner om at gøre vores baggård mere biodivers (billeder til højre), og ikke mindst været på besøg hos Danutha og Mette i deres haver.
Som en, der altid har været glad for teknologi og har drømt om et arbejdsliv foran computeren, havde jeg ikke forestillet mig, hvor gavnligt det ville være at skifte mellem hjemmekontor og udendørs arbejde. Noget, som for mange måske er indlysende, føles næsten som en opdagelse for mig og måske også for min generation: at det gør noget ved os at få jord under neglene.
I den sidste del af min praktik ser jeg især frem til at dykke ned og fortælle videre om koblingen mellem permakultur og regenerative organisationer. Men før det vil jeg dele en oplevelse fra sidste weekend, som har sat mange tanker i gang.
En af de få datoer, jeg kendte på forhånd og havde set frem til, var sociokratikurset i Aarhus den 21. og 22. marts. Som studerende på Kaospilot, arbejder jeg allerede med ledelse, organisering og governance. På mit tredje semester forsøgte mit team faktisk at organisere os sociokratisk. Det var et læringsrum, hvor vi kunne eksperimentere, fejle, diskutere og mærke både begejstring og frustration. Så grundprincipperne var ikke nye for mig.
Da jeg trådte ind på kurset i Aarhus, lagde jeg hurtigt mærke til, at jeg var den yngste deltager. Jeg fik også en fornemmelse af, at meget af indholdet allerede var bekendt for mig. Et øjeblik nåede jeg at tænke, om jeg mon ville gå derfra uden noget nyt.
Men så skiftede mit perspektiv.
Hvad kan jeg lære af at se, støtte og lytte til de andres læringsprocess?
Den tanke åbnede noget helt andet i mig. Min nysgerrighed blev vækket igen, og min lyst til at lære fik ny energi.
Kurset var bygget op som en læringsrejse. Vi fik ikke bare præsenteret værktøjer, vi fik lov til at opleve dem. Vi bevægede os mellem teori, øvelser, refleksion og samtaler i mindre grupper. Der var plads til pauser, grin og deling af egne erfaringer. Alt sammen bidrog til et trygt læringsrum.
Det fik mig til at tænke: Hvornår lærer vi egentlig bedst? Er det, når vi får ny information serveret – eller når vi selv får lov til at erfare, afprøve og spejle os i andre?
Men hvad vil det egentlig sige at lære noget nyt? Og måske endnu vigtigere: Hvad vil det sige at aflære noget?
Sociokrati handler ikke kun om at forstå nye begreber. Det kræver også, at man slipper nogle af de måder, man plejer at arbejde på.
- At give plads til andre stemmer.
- At acceptere, at man ikke altid behøver have ret.
- At beslutninger ikke nødvendigvis træffes af dem, der taler højest.
Det er ikke svært at forstå i teorien, men det kan være svært i praksis.
Her blev jeg særligt opmærksom på sprogets betydning. Ikke kun i oversættelsen fra engelske begreber til dansk, men i den måde vi taler om organisering på generelt. Hvornår bliver noget formidlet på en måde, man kan spejle sig i, og hvornår føles det fjernt og utilgængeligt?
Hvis sproget bliver for teknisk eller abstrakt, risikerer vi så at skabe afstand i stedet for deltagelse?
Konceptet om sproget har jeg umiddelbart stødt på flere steder i min research. Blandt andet i mit arbejde for Åben Havedagen, kan jeg fornemme at holde mine umiddelbare processforslag tilbage, til fordel for ikke forvirre process-sproget som gruppen i forvejen er vant til.
Jeg har også stødt på sproget og forståelsen omkring feltet “regenerativ”, som værende for abstrakt og uklar. Det har dog også tvunget mig til at være kreativ i mine interviews og måden at tilgå emnet på. Som så tilgengæld har givet mig inputs jeg ikke havde forventet at modtage.
Et lidt ærgelig input jeg bl.a. er kommet frem til er at virksomheder slet ikke er klar til snakken om regenerativitet desværre – de fleste er kun lige ved at blive bekendte med konceptet om bæredygtighed. Et utrolig vigtigt datapunkt, i min research om hvordan man kan inspirere et regenerativt mindset. Sproget er ikke forståeligt nok endnu til at man frit kan snakke om omlægning.
Det møder jeg også i de utallige litterære materialer, der skal hjælpe mig med at afkode regenerative principper for organisationsudvikling. For at være ærlig er det et utrolig svært felt at kommunikere om på en forståelig måde – det skræmmer mig lidt.
“Tror du det er svært at forstå fordi vores mennesker er korrupte?” – spurgte en af mine venner mig forleden. Måske?
Tanken om at vi er et sted som mennesker hvor det der bør mest naturligt (som naturens eget økosystem og urskoven operer efter) er pludselig det mest fremmede for os – er tankevridende.
Vi lever i en tid, hvor information er let tilgængelig, men betyder det stadig, at information er magt? Eller ligger værdien i evnen til at omsætte, dele og skabe forståelse sammen?
Jo mere jeg bevæger mig ind i det her felt, jo mere begynder jeg at se læring som noget relationelt. Noget der opstår mellem mennesker, i samtaler, i praksis, i forsøg og i fejl.
Og måske er det netop her, jeg begynder at se en endnu tydeligere kobling mellem permakultur og organisationer.
For hvis vi kan designe haver som levende systemer, hvor relationer, balance og udvikling er i fokus, burde vi så ikke også kunne designe læringsrum og organisationer på samme måde?
Hvordan skaber vi miljøer, hvor mennesker/organisationer faktisk kan gro?
—
Hvis der er noget i disse indlæg, som vækker noget inspiration hos dig, må du endelig række ud – jeg er altid åben for sparring eller inspirerende snakke!
Vi skrives ved 👋
Anne Magdalene
- Studerende på Kaospilot (4.semester)
- Praktikant hos PKDK
- System-elsker og regenerativ forsker
Kontakt mig via:
email – annemagdalene@kaospilot.dk
tlf. – 60219758