Jeg har nu været fem uger i denne praktikproces, og oplevelsen tegner sig både inspirerende, frustrerende, forvirrende og til tider også ret komfortabel.
Nogle dage er fyldt med helt konkrete opgaver, der bare skal krydses af på en to-do-liste. Andre dage sætter jeg mig ned for at arbejde uden helt at vide, hvad mit næste skridt er. Det er måske sådan arbejde ofte er, men komplekst føles det alligevel, især når man samtidig forsøger at navigere i rollen som forsker.
Jeg opdager, hvor meget energi jeg bruger på at strukturere mit eget arbejde. Hvordan motiverer man egentlig sig selv? Hvornår holder man fast i en plan, og hvornår giver man plads til det uventede? I en frivilligdrevet forening som PKDK finder arbejdet også sin egen rytme. Nogle af mine dage starter med kl. 8 møder med Åben Havedag gruppen, andre gange opstår samtaler, idéer eller interviews sent om aftenen. Det betyder, at tanker, refleksioner og læringer dukker op hele tiden, og jeg må løbende finde ud af, hvordan jeg samler dem.
Midt i den proces har det været utrolig givende at besøge forskellige haver. Senest hos Mette Madvig i Værløse, som på en helt almindelig parcelhusgrund har skabt en permakulturhave sammen med sin familie. Efter besøget hos Danutha, hvor haven udfolder sig på en større gård, var det særligt inspirerende at opleve, hvor meget der kan lade sig gøre på mindre plads. Det rejste et simpelt, men vigtigt motiv for mig: Hvis man har en idé – hvordan starter man så med det, man allerede har?
Sidst blev jeg opmærksom på måden haverne udvikler sig på, og samme ide blev bekræftet igen. Mette’s have fremstår heller ikke som et færdigt projekt, men som et system i konstant justering. Hvis noget ikke fungerer optimalt, bliver det ændret. Måske flyttes køkkenhaven for at man nemmere husker den, måske ombygges koldrummet for at undgå for meget fugt eller rotter, måske tilpasses størrelsen på bedene så man har nemmere adgang.
Designet er ikke statisk – det er i dialog med virkeligheden.
Det fik mig til at tænke på organisationer. Hvor ofte forsøger vi ikke at finde den rigtige model fra starten? Den strategi eller struktur, der helst skal holde i mange år. Men i haven sker udviklingen gennem løbende observationer og små justeringer.
Hvad ville der ske, hvis organisationer blev designet mere som levende systemer?
Endnu en læring jeg har fået gennem de sidste par besøg, er hvordan tid fungerer i haven. Nogle opgaver kræver daglig opmærksomhed, mens andre processer arbejder i baggrunden i flere måneder. Hos Mette var jeg med til at gør plads til et nyt bed, som i første omgang bruges til kartofler. De blev placeret direkte på græsområdet og dækket over, så jorden kan omdanne på sund vis. Det vil sige at kartoffelbedet passer sigselv henover det næste halve år, imends den bidrager til jordens sunhed.
Måske gælder noget lignende i organisationer. Skal alle projekter have konstant opmærksomhed, eller findes der idéer og processer, som har brug for tid til at udvikle sig?
Jo flere haver jeg besøger, jo mere begynder jeg at se dem som små laboratorier for regenerative principper. Ikke fordi de er perfekte, men fordi de er levende systemer, hvor mennesker observerer, lærer og justerer undervejs.
Måske er det netop derfor, de er så interessante at lære fra – også uden for haven. 🌱
—
Hvis der er noget i disse indlæg, som vækker noget inspiration hos dig, må du endelig række ud – jeg er altid åben for sparring eller inspirerende snakke!
Vi skrives ved 👋
Anne Magdalene
- Studerende på Kaospilot (4.semester)
- Praktikant hos PKDK
- System-elsker og regenerativ forsker
Kontakt mig via:
email – annemagdalene@kaospilot.dk
tlf. – 60219758