Da Russland invaderede Ukraine i februar 2022, blev alt vendt på hovedet. Men midt i kaosset begyndte noget at gro. 

Kateryna, en permakulturist fra Ukraine, besluttede sig for at dyrke en have i son lejlighed. Ikke fordi hun havde en plan, ikke fordi det var nemt.  Men fordi hun følte, at hvis hun ikke begyndte nu – ville det blive endnu sværere senere.

“Jeg havde bare brug for at gøre noget. Et lille frø virkede som en handling, jeg selv havde kontrol over.”

Hun delte idéen med sine venner på sociale medier. Hurtigt blev de 70 mennesker i en fælles chat. Sammen begyndte de at dyrke grønt i vindueskarme og på altaner. Midt i krigen voksede en bevægelse frem – én krukke ad gangen.

Fra gulerodskatastrofe til permakultur

Katerynas interesse for dyrkning begyndte på sin bedstemors store gård. Men hendes første haveindsats gik helt galt – hun hev gulerødderne op og lod ukrudtet stå. Hun blev aldrig bedt om at hjælpe igen.

Først i 2021, da hun tog et kursus i permakulturdesign, fik hun for alvor smag for det. Hun og hendes mand købte et lille stykke jord, klar til at eksperimentere med permakulturens principper.

Men kun få uger senere brød krigen ud. Planerne blev sat på pause – men længslen efter at dyrke blev ved.

Et frø ad gangen

I marts 2022 besluttede Kateryna sig for at starte, hvor hun var: i sin lejlighed. Uden en plan, uden stor viden om indendørs dyrkning – men med en stærk følelse af, at det var vigtigt.

“Jeg begyndte i det små – og inviterede andre med. Jeg troede måske 5 ville sige ja. Men vi blev 70.”

Sæsonen igennem delte gruppen erfaringer, spørgsmål, fotos og opskrifter. Der blev høstet, lavet salater og samlet frø. Kateryna inviterede også erfarne permakulturister ind som støtte, og gruppen udviklede sig til et uformelt læringsfællesskab.

Fejl, jord under neglene – og små sejre

Kateryna gik all in. Hver centimeter af balkonen blev brugt. Hun såede alt for mange frø – og lærte af det.

“Jeg lavede mange fejl. Men jeg indså, at der ikke findes entydige råd. Havearbejde er kreativt. Man skal turde prøve sig frem.”

I starten havde hun 24 forskellige planter – krydderurter, salater, mini-auberginer og endda små bær. Hun eksperimenterede med jorddække, hjemmelavet gødning og samplantning – teknikker hun havde lært på sit permakulturkursus.

“Duftene fra planterne var en slags aromaterapi for mig. Når man rører ved et basilikumblad, spreder duften sig i hele rummet.”

Haven som helle

Haven blev ikke bare et læringsrum. Den blev en pause fra krigen, en ramme for refleksion.

“Det fysiske arbejde med planterne var hårdt – men mentalt gav det ro. Jeg kunne mærke mig selv. Forstå, hvad jeg gjorde, og hvorfor.”

Hun kalder det haveterapi. Ikke som en metode, men som en følelse. Et sted, hvor hun kunne glemme nyhederne og mærke livet spire frem.

Et fællesskab, der spirer videre

I dag er Kateryna ikke i tvivl: Hun vil plante igen i år.

“Det giver mig ro og en følelse af kreativitet. Uanset hvad der sker i verden, har jeg mit lille sted – hvor livet vokser, fordi jeg har plantet det.”

Permakultur som modstandskraft

I Permakultur Danmark arbejder vi sammen med Permakultur Ukraine for at støtte lokalt engagement, udannelse, landbrug,  haver og fællesskab – også i krisetider.

Samarbejdet er støttet af CISU – Civilsamfund i Udvikling og viser, hvordan permakulturens principper skaber handlekraft, læring og håb, selv under ekstreme forhold. 

Del din hilsen til Kataryna og Permakultur Ukraine i kommentarer