Lamaer



Udarbejdet af:
Marie Degn & Tine Frederiksen
Liniefags projekt
Første kvartal 2002
Den Økologske Landbrugsskole


Indhold

Indledning
Lamaens historie
Lama arter
Lamaens adfærd
Avl/Forplantning
Gode råd om lama avl
Stald/Indhegning
Foder
Klovpasning
Uldproduktion
Gode grunde til at klippe sine lamaer
Kødproduktion
Konklusion
Litteraturliste


Indledning

I vores opgave om lamaer vil vi prøve at finde ud af hvordan lamaen passer ind i det danske landbrug og om der er en fremtid i dette. Ved at undersøge lamaens oprindelse, adfærd, krav til pasning og hvilke produkter der kan fremstilles, vil vi prøve at vurdere om den har en fremtid som produktionsdyr. Ud over dette vil vi gerne begge udvide vores horisont og lære lidt mere om lamaer - hvilket nærmest kun er muligt, da vi begge har en ret begrænset viden i denne retning.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Lamaens historie

Lamaens hjemstavn er Andesbjergene i Peru, det vestlige Bolivia, nordlige Chile og nordvestlige Argentina. De lever i et område på omkring 25 mill. ha, med sparsom vegetation. Det atmosfæriske tryk er lavt og landet ligger mellem 3500 og 4800 m over havets overflade. Der kommer gennemsnitligt mellem 500 og 900 mm nedbør om året. Det falder hovedsageligt i sommerperioden. Temperaturen er meget svingende og dage med stegende sol, kan ende med nattefrost. Dette klima er lamaerne tilpasset. De er de eneste dyr der ikke får højdesyge og som kan bruges til at bære, Inkaerne brugte dem som pakdyr. De er også meget nøjsomme og kan gå flere dage uden mad og vand.
Jagten på lamaen begyndte allerede 6000 år f.kr , hvilket hulemalerier og skeletter bevidner. Senere indfangede indianerne lamaerne og de blev gjort til husdyr. Som en uundværlig del af inkaernes liv blev lamaen brugt til lastdyr, uld, kød, mælkeprodukter og skind. Selv gødningen brugte de til brændsel og jordforbedring i de allerede højt udviklede terrasse-landbrug.
Nu bruges lamaen fortrinsvis til pakdyr, selv om de mange steder er blevet afløst af bilen. Lamaen kan bære mellem 40-60 kg i uvejsomt terræn, ca. 30km dagligt. Ulden bruges i Andesbjergene til sække, snore og tovværk, mens skindet bruges til læder. Kødet anvendes friskslagtet eller tørret. Alpakaen bruges som uldproducerende dyr.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Lama arter

Der findes to tamme arter Lama glama (lama) og Lama pacos (alpaka). Der er også to vilde arter, der lever højt oppe i Andesbjergene, Lama guanicoe (Guanaco) og Lama vicugna (vikunja). De fire arter har nogle fælles træk som f.eks. deres kropsform. Forskellene ses i andre ting som kropsstørrelse, farve, temperament og hvor meget af dyrene der bruges af mennesker.
Lamaen er den største af de fire arter. Med en højde på 120 cm målt fra ryggen og en vægt på omkring 115 kg. Den har en grov pels, som variere i farven (hvide, brunlige, sorte). Ulden fra lamaer bliver brugt til vævning af ponchoer og tæpper.
Alpakaen er med en gennemsnitsvægt på 60kg mindre end lamaen. I farvevariationer er det det samme. Alpakaens uld er dog finere og blødere end det fineste uld fra et merino får. Selv om ulden er hovedproduktet, kan man også bruge kød, skind og pels fra dem.
Guanacoen eksisterer kun som vild. Den ligner meget lamaen og er for det meste mørk kastaniebrun. Guanacoen er altid blevet jagtet for dens kød og pels. Det er dog kun pelsen fra ungerne der er eftertragtet. Jagten på de unge dyr gjorde at de næsten var uddøde, men man har gjort meget for at få bestanden op igen. Bl.a. forbudt jagt på dem og lavet naturreservater.
Vikunjaen er den mindste af lamaarterne. Det er den lamarace der har den fineste uld. Vikunjaens uld kan sammenlignes med angorauld (kanin). Vikunjaen har også været jaget for sin pels. Da man indså hvor alvorligt det var med bestanden, forbød man alt eksport af vikunja kød, uld, skind o.s.v.
Bestanden er da også kommet på fode igen.

I denne tekst vil vi hovedsageligt beskæftige os med lamaen og alpakaen. Hvis andet ikke er beskrevet, er det fordi der ikke er nogen forskel på om det er lamahold eller alpakahold.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Lamaens adfærd

Lamaens kropssprog er ret anderledes end andre drøvtyggeres. Det mest velkendte er at de spytter. Faktisk er det saft fra vommen der spyttes ud, som en advarsel og tegn på dominans. En advarsel der kommer før lamaen spytter, er stampen i jorden med et ben. Det kan både være forben og bagben, der benyttes når en lama udfordrer en anden.
Lamaen bruger sine ører konstant til at kommunikation. Når ørene står fremadrettet er de opmærksomme. Det er som regel et alarmsignal, fordi de har observeret noget usædvanligt og er parat til at flygte. Ørene er noget af det letteste at aflæse for mennesker og en god regel er at jo længere bagud ørerne er, jo tættere er den på at spytte. Når ørene ligger fladt ned ad nakken, er lamaen irriteret og vil have fred. De bryder sig ikke om at spytte pga. smagen, men hvis sådanne advarsler ikke respekteres føler de sig truet til det. Når lamaen har ørerne fladt ned af ad nakken, er det en dårlig ide at stirre på den, da dette er tegn på aggression. Hvis lamaen er født lidt for tidligt er ørene bløde og flappede. Det er svært at bruge dem før de bliver stærkere og kan stå.
Halepositionen er et andet almindeligt kommunikationsredskab. Der er en del halepositioner vi stadig ikke ved hvad betyder, men som lamaerne bruger. Ved fare er halen i vejret og hvis den er krøllet forover er der intet tegn på aggression. Hvis en han undersøger om en hun er i brunst og hun ikke er, vil hun slå med halen fra side til side i irritation. Hannen vil da logre med halen, hvilket tilsyneladende indikerer en blanding af ophidselse og frustration.
Lamaens halsposition bruges meget til kommunikation. De unge og lavestrangerede vil passere de andre have sænket hals, fremadrettede øre og rejst hale, hvilket vil betyde underlegenhed. Hannerne bruger meget deres kropssprog i kamp. Når en han forsvarer sit territorium, jager han den anden han med strakt hals og ørene fladt ned ad nakken. Hvis det ikke er nok går de i gang med at kæmpe. De vil prøve at tvinge hinanden ned med deres vægt og ved at bide i hinandens knæ. Når lamaer går sammen med får, kan fårene let komme til at udfordre lamaerne, da de jo er i knæhøjde og på den måde få sig en uønsket wrestletur. En anden almindelig halsposition er når hannen snuser til en hun i brunst. Så ligger han halsen bagover og løfter overlæben (flehmer). Dette kan benyttes hvis man vil undersøge om en hun er i brunst. Ved at lader hannen snuse til urin fra hunnen, kan man se på reaktionen om det er tid til bedækning. Hanner kan især være meget opmærksomme på kropssprog og dette kan være et problem, da man ikke som menneske kan opføre sig som førerlama hele tiden.
Når de bruger hele kroppen er det tit til at markere deres rang. Man ser tit hanner der står på det højeste punkt i folden og kigger. For lamaer er den der står på det højeste punkt leder. Hvis man har et læskur der ligger lavt vil det sandsynligvis ikke blive benyttet, da det er vigtigst for lamaen at stå højt. Når en ny lama kommer ind i flokken, vil den stille sig højst og se om nogen udfordrer den, hvis ikke kan den godt blande sig med flokken. Men hvis der er ældre lamaer der ikke vil finde sig i det, vil de jage den nye og den højst rangede vil stille sig på toppen.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Avl/ Forplantning

Hunlamaen bliver kønsmoden når den er 1-2 år. De bliver parret første gang når de er 18-24 måneder gamle. Hannerne når de er 24-36 måneder.
Lamaer og Alpakaer får kun et føl per graviditet. Føllene vejer 10-12 kg ved fødslen. Mens de dier skal de tage ¼ - ½ kg på om dagen. Føllene fravænnes normalt når de er 6 måneder.
De fleste avlere tager en hun og fører den ind til en han. Her bliver der holdt øje med dem til de er færdige. Man kan også tage et par hunner og sætte dem ind i en boks med en han og lade dem gå i en uges tid.
Den mest naturlige måde er dog at tage et par hunner og 1 han og sætte dem ud i en fold. Her får de lov til at gå i en måned uden opsyn. Man skal bare sørge for at der er masser af plads. På den måde kan hunnerne komme væk fra hannen når de ikke er parate og hannen kan slippe væk fra hunnerne. Man undgår også at unge hunner bliver parret mens de stadig er i puberteten. Dette kan nemlig forårsage infektioner i kønsorganerne, som gør at hun ikke kan parres igen.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Gode råd om lama avl


Studier inden for lama avl har vist at de fire arter godt kan parres med hinanden, og at de krydsede arter er frugtbare.
I modsætning til andre dyr, ligger lamaen ned under parring. Et andet atypisk træk er at lamahunnen ikke kommer i brunst før hun er bedækket. Når parringen finder sted, stimuleres hunnen og der frigives hormoner (fortrinsvis østrogen), som får folliklen til at frigive et æg. I mellem graviditeterne har hunnen ikke en cyklus som vi kender fra andre dyr. De har dog en anden cyklisk aktivitet. Flere follikler stimuleres og modnes i bølger. I et af de senere stadier er folliklerne selv i stand til at producere østrogen. Men det er kun en af dem der vil dominerer og være i stand til at modnes og frigive æg hvis lamaen bedækkes. Resten af folliklerne vil skrumpe og dø. Selv om der går fortrinsvis mange æg til spilde og der ikke dannes nye bliver det ikke noget problem.
Den follikulære bølge varer 11-12 dage og hver stadie 4 dage. I de 4 dage hvor folliklen modnes og er klar til at frigive æg, vil en succesfuld parring kunne finde sted. Disse bølger er ikke synkroniseret, hvilket bevirker at parringen kan finde sted ca. 8 ud af de 12 dage. Selv om parringen finder sted, er det ikke sikkert der kommer noget ud af det. Hunnen lader sig ofte bedække, selvom der ikke er æg klar til frigivelse. Hvis frigivelsen sker, produceres det gule legeme. Det gule legeme er en klump af hormondannende væv, som udskiller progesteron og opretholder graviditet. Dette bliver omkring 14 dage hvis en graviditet ikke er opstået. Er parringen lykkes forbliver det gule legeme der under hele graviditeten. Er hunnen klar til bedækning efter 5-7 dage, er et æg ikke blevet frigivet. Er den det først efter 14-16 dage fandt frigivelsen sted, men resulterede ikke i graviditet.
Når der skal undersøges om en lama er drægtig er det nemmest at observere deres opførelse. Når hunnen er drægtig vil det være progesteron der er det dominante hormon, og hun vil ikke lade sig bedække. Hvis en han nærmer sig, vil hun true og spytte efter ham. En erfaren han vil kunne lugte det med det samme og ikke vise interesse. Denne test kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med mindre man har en han. Metoden er ikke 100% sikker, da man ikke altid kan regne med lamaernes opførsel. En test man så kan benytte er undersøgelser for progesteron. Denne kan foretages efter 21-24 dage af en dyrlæge. Den er væsentlig mere sikker, men også dyrere (hvis man alligevel har en han, koster den anden metode ikke andet end tid). Ultralyd og håndundersøgelse kan også bruges på lamaer.
Det bedste for lamaen er hvis den er drægtig i de kolde måneder, da det er mindre krævende. I løbet af drægtighedsperioden behøver de mere foder, vand, de trækker vejret tungere og producerer mælk. Dette er hårdere for dem i varmen og de kan få hede stress.
Når den drægtige lama skal fodres er det vigtigt ikke at fodre den for hårdt. Faktisk bør optimeringen først ske i den sidste 3. del af drægtigheden.
Hanner og hunner bør ikke gå på fold sammen, i den sidste del af drægtigheden, da hunnen begynder at producere mere østrogen. Dette bevirker at hannen tror den må springe op og bedække. Hunnen vil i nogle tilfælde tillade dette og ungen kan tage skade, eller fødslen kan blive sat i gang. Hvis hunnen ikke tillader bedækning kan hannen finde på at jage hende til hun overgiver sig.
30-60 dage før fødslen bør hunlamaen vaccineres mod Stivkrampe og Clostrium type C og D. I dette tidsrum, vil hun så producere antistoffer som videregives til ungen.
Lamafødsler sker som regel om dagen (fra morgen til ved 14 tiden). De står for det meste op under fødslen og når ben og hoved er ude, holder de en pause, mens fostervandet løber ud. Dette kan stå på i omkring 10 min, derefter falder ungen ud og er på benene indenfor 10-15 min. Det er vigtigt at ungen drikker råmælk indenfor 5 timer. Moderen slikker ikke ungen og hun æder heller ikke moderkagen.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Stald/Indhegning

Lamaer har ingen problemer med det danske vejr. De kan bare ikke lide at blive lukket inde. Mange beholder dog mødre med små føl indenfor i meget vådt eller meget koldt vejr. Ellers er de voksne lamaer kloge nok til at søge ly hvis det enten hagler eller tordner. De kan gå i en almindelig 4 tråds indhegning (som til får). På nogle steder har man valgt at have trælåger imellem indhegningerne, så man om foråret kan lukke nogle af lågerne og lade græsset hvile sig. Hvis man laver et system med trælåger er det en god ide at sætte en enkel strømførende ledning over. Ikke fordi lamaerne springer over men fordi de i nysgerrighed læner sig op af lågerne og på den måde trykke lågerne skæve.
Lamaer er faktisk ikke særligt svære at holde inde og er ret gode til at respektere hegn. Når man vælger hegn er det vigtigt at tænke på lamaernes sikkerhed. Der bør ikke være rum hvor lamaen kan komme i klemme. Enten skal hegnet være så tæt, at lamaen ikke kan få ben og hoved igennem, eller med så meget plads at den kan komme med tilbage.
Det er også en god ide at lave et sted til lamaerne hvor de kan komme i læ. Et tresidet læskur er noget af det bedste at give lamaerne. De kan nemlig selv gå ind og ud, og de kan se ud. I læskurene kan de få beskyttelse mod blæst, sol og regn. Lamaerne ses dog ofte læggene ude i regnen, hvis bare det ikke er blæsende. Man skal altid huske at tage grimen af lamaerne når man sætter dem på fold. Der er eksempler på folk der har sat Lamaer på fold , ikke har kunnet fange dem og hvor grimen er groet ind i Lamaens mule.
Man har udviklet et hø fodring/ læskur (bilag 1). Læskuret har fire rum der alle har en side fri og inde i midten ligger høet. Lamaerne kan tilsyneladende godt lide det. De ligger i ly uden på nogen måde at føle sig fanget.
Indendørs er det lidt forskelligt fra avler til avler hvad man gør. En har bygget en stald med vindfang, hvor lamaerne frit går ind og ud. En anden har dem til at stå båndet i båse om natten med noget strøelse i, og en tredje har noget helt andet.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Foder

Da der ikke er lavet mange undersøgelser omkring lama fodring, er der mest erfaringer fra får man bygger det på. Lamaen har dog 3 maver, men dette kræver tilsyneladende ikke et væsentligt anderledes foder. De skal dog have noget strukturholdigt til deres maver, for at opretholde den rette bakterielle flora. Man skal derfor sørge for at lamaerne altid har hø. En balle hø kan mætte en voksen lama i ca. en uge.
Proteiner bruges, som hos andre dyr, til opbygning af celler, vækst, immun system, laktation og fiber produktion, hvilket er vigtigt at huske på da det er uldproduktionen der er hovedproduktet fra danske lamaer. Vitaminer og mineraler skal de også have, så det er en god ide at have en mineralsten i folden. Lamaerne spiser 1,8-2,0 % af deres vægt dagligt (målt i tørstof). Den drikker ca. 4 liter vand pr. 100 kg kropsvægt.
Vi fandt en hjemmeside hvor de om vinteren fodrede lamaerne med byghalm med græsislæt ad Libitum. Derudover en foderblanding bestående af valset byg, græspiller og lidt kraftfoder. Denne blanding fik de 2 gange dagligt og ca. ½ liter af den per gang ( afhængig af temperatur og foderstand). Derudover fik de gulerødder og æbler for hyggens skyld.
Roer skulle også være et godt foder for lamaen, hvis de får det i stedet for kraftfoder.
Lamaerne skal også have masser af frisk vand et par gange om dagen.
Om sommeren spiser lamaerne græs og får masser af vand.
Lamaer kan også finde på at æde barken fra træerne. Hvis en lama er begyndt vil de andre hurtigt følge efter. De gør det mest om foråret, men kan finde på det hele året. Man kan forhindre det ved at smøre deres afføring ud over træerne. Lamaer spiser aldrig det græs der er skidt på og vil derfor heller ikke æde barken på træerne. Lamaer ser også ofte tygge på blade.
Hvis man fodrer lamaerne sammen kan man opleve, at en lama spytter på foderet for at holde de andre væk. Når fodret lugter af mundvand vil de ikke æde det og den 1. lama kan få det for sig selv.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Klovpasning

Det er forskelligt fra lama til lama, hvor meget klovpleje de behøver. Nogle slider deres klove selv om de går på blødt underlag, andre skal klippes. Hvis lamaen er vant til at få løftet ben, er det ikke noget problem at gøre det selv. Det er vigtigt at gøre det regelmæssigt, så lamaen ikke får gang besvær. Så skal man hellere ikke stå for længe med dyret ( for både dyret og ens egen ryg skyld). Hvis man ikke selv kan eller vil, er det også muligt at få dyrlægen til det. Bliver klovene for lange vil de gro ind under tåen eller imod hinanden. Som kameler har lamaer trædepuder de går på og klove foran.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Uldproduktion

Lamaens pels består af en dækuld og en underuld. Dækulden kan børstes af, dette anbefales at gøre hvert andet år eller løbende. Ulden på halsen er altid kortere end resten af ulden, derfor bliver det brugt til filt pga. de kortere fibre. Normaltykkelsen på lamaens uld er 28 micron ( 2,8/100 mm ) Det kan godt betale sig, hvis man ikke har så mange dyr, at børste sine lamaer da ulden bliver bedre. Alpakaen har lige lange hår over hele kroppen. Den bedste måde er at klippe ulden efter behov. Nogle klipper med en elektrisk fåreklipper, andre foretrækker at bruge en saks pga. larmen.
Alpakauld er det der er mest brugt fordi de lange hår er nemmere at spinde til garn. Lama- og Alpakauld er blevet brugt i Peru og Bolivia gennem årtier. De klippes som regel hvert andet år og kan levere op til 4 kg uld, med en fiberlængde på op til 15 cm. Diameteren på ulden er 25 micron (2,5/100 mm).
Det var først da spanierne koloniserede Peru at fåret dukkede op. Brugen af lamafibre kan dog føres helt tilbage til inkaerne. Her var det underpelsen fra den vilde Vikunja der blev brugt. Hvert 4. eller 5. år indfangede man, talte og klippede Vikunjaerne , før de blev sluppet løs igen. Herefter spandt og vævede sol-pigerne (præstinder) ulden til en kostbar frakke/kappe. disse hellige kapper måtte kun bæres af inkakongerne pga. deres sjældenhed og kostbarhed.
Vikunja ulden er det fineste der findes. Diameteren på ulden er ca. 12,5 micron og det er kun halvt så tykt som det bedste australske Merinould. En vikunja levere ca.500g uld. Det kræver uld fra 10-12 dyr for at få en meter stof. Derfor er frakker lavet af Vikunjauld også det dyreste og sjældneste i verden.
Der er forskellige måder at klippe sine lamaer på. Nogle kan et trick med at holde dem i øret så de ikke lægger sig ned mens man klipper dem. En dansk avler har en metode så man kan have begge hænder fri. Man sætter et reb op i et stort Y. Y'ets samling skal være i lamaens hovedhøjde. Grimen kan så sættes fast foran samlingen så lamaens hoved er over samlingen, så den ikke kan ligge sig ned. Nu kan man klippe den uden problemer. Det bliver også anbefalet at man er to om arbejdet så man kan klippe dyrene fra begge sidder. På den måde kan lamaen hverken lægge sig eller gå til nogen af siderne. Man skal dog passe på bagbenene, da lamaen godt kan finde på at sparke bagud.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Gode grunde til at klippe sine lamaer:


Når ulden er klippet af sorteres det der er for kort, beskidt og ødelagt fra, resten vaskes. Der er ikke lanolin i lamaens pels, men de elsker at rulle sig, så det vil som regel være nødvendigt med vask alligevel. Når ulden er tørret, kan den kartes og spindes.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Kødproduktion

Kødet fra en lama smager som en mellemting mellem vildt og kalvekød. Det er ikke så almindeligt at spise lamakød i Danmark og da de fleste lamaejere har dem som husdyr, på linie med heste og hunde. Derfor bliver der ikke slagte mange lamaer.
I Andesbjergene bliver det kød der ikke bruges friskslagtet, hængt op i solen og bliver tørret (også vha. nattefrost) i 2 mdr. Det bliver overstrøget med salt, så det kan holde sig i lang tid.
Købsprisen på en lamahun er ca.12000 og ca. det halve for en han alt efter hvor god den er, men dette er næppe slagteprisen.

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Konklusion

Ved at undersøge lamaens oprindelige forhold og anvendelse, må vi konkludere at den udmærket kan tilpasse sig danske forhold og blive brugt på en konstruktiv måde. Lamaens adfærd er anderledes end hos andre danske husdyr, men det er ikke noget problem, når blot man, som når man anskaffer sig et hvilket som helst andet dyr, undersøger hvordan man skal omgås den. Hvis man vil avle er der en del forskelle fra andre husdyr, som man skal være opmærksom på. Blandt andet har de en ret speciel "brunstcyklus", der gør at man som f.eks. forhenværende fåreavler ikke bare må tro at de er ens.
Hvad angår stald og indhegningsforhold er de ikke mere krævende end de andre produktionsdyr i Danmark. Faktisk er de nemmere end de fleste, og da de er vant til lave temperaturer og store temperatursvingninger er de heller ikke svære at bygge stald til. Det bedste er faktisk et læskur. Det er lidt svært at sige om anskaffelse af foder er noget problem, da det ikke vides med sikkerhed om de bliver fodret optimalt. Tilsyneladende går det fint på fårefoder og det er der bestemt ikke nogle vanskeligheder ved at skaffe.
Klovpasningen er ret identisk med fårets, men da dyret er lidt større er det vigtigt at lamaen er vant til at få løftet benene.
Uldproduktionen er klart der hvor lamaen (især alpacaen) kan få størst succes. Der er desværre ikke så stort et marked at det vil kunne løbe rundt erhvervsmæssigt.
Kødet kunne sagtens sælges på linie med kalvekød og fårekød, men da de jo som regel er hobbydyr og markedet stort set ikke eksisterer, kræver det helt sikkert kæmpe lancering, og det vil muligvis være en forgæves satsning, da danskerne kan være ret konservative i deres madvalg. Det kan sikkert også bedre betale sig at sælge den i live, men det bliver jo kun ved til markedet er mættet.

Alt i alt er lamaen et fortrinligt hobbydyr, men markedet indbyder i skrivende stund ikke til lamahold på erhvervsplan.

Marie Degn og Tine Frederiksen

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Litteraturliste


Bøger:

1. Terry L. West; 1981;Alpaca Production in Puna, Peru.
2. Commission of the European Communities; 1993; Alternative animals for fibre production
3. Marcelo Alfredo Aba; 1995; Studies on the reproductive endocrinology of llamas and alpaca
4. Julio Sumar; 1983; Studies on reproductive pathology in alpacas
5. Lademanns leksikon 1,8 &17
6. Miljø- og energiministeriet; 1999; Tropisk biodiversitet

Hjemmesider:

1. Dansk lama forening ; home12.inet.tele.dk/lama
2. The llama question and answer page; www.personal.smartt.com/~brianp/
3. Dansk lamafarm; home12.inet.tele.dk/dlf/dlf
4. Llamapaedia; www.llamapaedia.com

Tilbage til indholdsfortegnelsen...

Email: PermAgro@permakultur.dk
©opyright Marie Degn og Tine Frederiksen, 2002